Elevbehandling

Køb elevbehandlinger hele året rundt til overkommelige priser. Behandlingerne udføres af vores studerende, som har bestået deres klinikeksamen og derfor har god erfaring.

Book elevbehandling

Behandlingsformer

Massage er en effektiv behandlingsform, der kan løsne muskelspændinger, forbedre blodcirkulationen og fremme generel afslapning. Eleven er uddannet til at massere hele kroppen, men en fuldkropsmassage kræver en tid på 90 minutter. Ved en behandling på 45 minutter fokuseres der på udvalgte områder efter dit behov.

Behandlingen indledes med en anamnese, hvor eleven spørger ind til dine ønsker og behov – uanset om du søger smertelindring eller blot en afslappende wellness-massage. Ud fra dette tilrettelægges en individuel massage, der passer til dig.

Under behandlingen anvendes en neutral massagecreme fra Select Sport, som er fri for parfume og parabener hvilket gør den velegnet til alle hudtyper.

Bindevævsmassage er en effektiv behandling, der løsner stift bindevæv og øger blodgennemstrømningen for at afhjælpe stivhed og smerter. Behandlingen udføres enten med eller uden olie, afhængigt af dine behov. Før behandlingen starter, foretages en anamnese, hvor behandleren spørger ind til dine symptomer og ønsker for at tilrettelægge behandlingen.

Med olie bruges specielle teknikker, der inkluderer stræk og dybdegående massage på ryggen, arme og ben, for at afspænde musklerne og øge bevægeligheden. Uden olie arbejdes der med bindevævet på en mere intensiv måde ved at løfte og trække i vævet for at løsne op for blokeringer og fremme blodcirkulationen.

Bindevævsmassage anbefales især ved fibromyalgi, stress, gentagne bevægemønstre og stivhed i kroppen. Hvis du har særligt belastet bindevæv, kan det være en god idé at vælge en længere behandling, f.eks. i en dobbelttid på 90 minutter.

Thai Yoga massage er en behandlingsform, der kombinerer udstræk, ledrotationer og dybdegående tryk på musklerne, alt sammen udført i rolige og meditative rytmiske bevægelser, der følger dit åndedræt. Behandlingen foregår på store yogamåtter, og du skal være iført løst eller elastisk tøj, der giver dig mulighed for at bevæge dig frit.

Behandlingen kan tilpasses, så du får arbejdet med specifikke områder af kroppen. Hvis du vælger en 45 minutters behandling, fokuseres det på underkroppen eller overkrop alt efter dit ønske.

En 90 minutters behandling giver mulighed for at arbejde med hele kroppen, fra fødderne til ansigtet, og sikrer en dybdegående afspænding og lindring af spændinger i alle områder af kroppen.

Thai Yoga Massage er især effektiv, hvis du lider af stivhed, ømhed, stress, angst, depression eller fibromyalgi.

Fysiurgisk Afspændingsterapi er en afslappende wellness-behandling, der løsner spændinger i kroppen og fremmer en dyb følelse af velvære. Behandlingen starter med blid massage og running cupping på ryggen, hvorefter du vendes på briksen for en beroligende brystmassage og afsluttes med en ansigtsmassage, der giver en total følelse af afslapning.

Behandlingen udføres af elever fra vores spa- og wellness-uddannelse, som har lært teknikkerne til at skabe en behagelig og afslappende oplevelse for dig. Under behandlingen bruges massageolie med lavendelduft, som fremmer en rolig og afslappet atmosfære. I ansigtet benyttes hybenkerneolie, der nærer og plejer huden. Ønskes en mere neutral oplevelse, kan behandlingen også udføres med duftfri, neutrale olier.

På vores Spa- og wellness uddannelse bliver eleverne uddannet i at bruge professionelle klinikprodukter fra Medex. Medex produkterne er specielt udviklet til brug af kosmetologer og wellness-terapeuter.

Eleverne lærer at udføre en række behandlinger, herunder diamantslibning, lysterapi, ansigtscupping og shiatsu ansigtsmassage. Uanset hvilken behandling du vælger – eller kombinerer – starter behandlingen altid med en grundig hudanalyse, hvorefter eleven vælger de produkter, der passer bedst til din hudtype og tilstand.

Vi kan hjælpe med alle hudtyper, herunder acne/teenagehud, tør hud, fedtet hud, pigmentfejl samt almindelig hud, der har brug for ekstra pleje.
Du kan læse mere om de specifikke produkter, der anvendes i hver behandling, under vores booking-system.

Medex-produkterne kan også købes på skolen til hjemmebehandling. Normalt er de kun tilgængelige via kosmetologer, men vi kan nu tilbyde dem direkte til dig takket være vores samarbejde med Medex

Japansk Lifting er en unik og dybdegående ansigtsbehandling, der kombinerer ansigtsakupressur, ansigtszoneterapi, lymfedrænage og ansigtsmassage i en harmonisk helhedsoplevelse.

Kendt som den “naturlige botox”-behandling hjælper Japansk Lifting med at reducere linjer og rynker ved at afspænde ansigtets muskler og øge blodcirkulationen. Samtidig stimulerer ansigtszoneterapien og akupressuren kroppens energibaner og organer, hvilket skaber balance og velvære. Lymfedrænagen understøtter kroppens udrensning og fjerner affaldsstoffer, hvilket giver huden en sund og strålende glød.

Behandlingen udføres med nærende, økologisk hybenkerneolie, der er rig på vitaminer og antioxidanter, og inkluderer en naturlig spirulinamaske, som tilfører huden dyb hydrering og næring. Som afslutning anvendes Himalaya-sten, der forsigtigt rulles over ansigtet for at tilføre huden mineraler og understøtte dens naturlige vitalitet.
Japansk Lifting er en fast sammensat behandling, der både virker opstrammende, afspændende og revitaliserende – en naturlig vej til et friskere og mere ungdommeligt udseende.

Akupunktur er en traditionel kinesisk behandlingsmetode, der anvendes både til smertelindring og til at genoprette kroppens indre balance. Nålene placeres strategisk for at stimulere kroppens energibaner og fremme velvære. Behandlingen begynder med en anamnese, hvor eleven spørger ind til dine symptomer og ubalancer. På baggrund af denne samtale udarbejdes en individuel behandlingsplan, der tilpasses dine behov.

Øreakupunktur er en behandlingsmetode, der udføres på ørene, hvor små nåle placeres i specifikke punkter, der svarer til forskellige dele af kroppen. Behandlingen kan også suppleres med enkelte nåle på kroppen, hvis du er åben for det.

Øreakupunktur er især effektiv mod muskelsmerter, stress, angst, sukkertrang og rygestop. Ved at stimulere ørepunkterne hjælper behandlingen med at afbalancere kroppens energi og lindre fysiske og følelsesmæssige udfordringer.

Zoneterapi er en holistisk behandlingsform, der stimulerer kroppens selvhelbredende evner ved at påvirke reflekszoner under fødderne. Behandlingen kan hjælpe med at afbalancere organer og fremme velvære.

Før behandlingen starter, foretager eleven en anamnese for at forstå dine symptomer og behov. På baggrund af denne samtale tilrettelægges en målrettet zoneterapibehandling, der understøtter din krops balance.

Under behandlingen anvendes Alkymea cremer, som er rige på økologiske ingredienser. Disse cremer beroliger og nærer huden, hvilket understøtter både den fysiske og følelsesmæssige afbalancering, der opnås gennem zoneterapien.

Muskulær Zoneterapi er en effektiv behandling mod dybereliggende smerter, betændelsestilstande samt skader i led og muskler, som ikke kan behandles med almindelig massage. Behandlingen udføres kun på fødderne og fokuserer på at løsne muskelspændinger, forbedre bevægeligheden og reducere smerte.

Behandlingen indledes med en anamnese, hvor zoneterapeuten spørger ind til dine symptomer og behov. Under behandlingen anvendes Alkymea cremer, der er kendt for deres nærende og beroligende egenskaber, som hjælper med at afspænde musklerne og pleje huden.